Personal

Hvis du ikke gider at læse et deprimerende indlæg så stop nu. Og magter ikke kommentarer om hvor ondt jeg har af mig selv. For det har jeg bestemt ikke. Det er min blog, og hvis der er nogen former for problemer så lad vær med at læse med, det accepterer jeg selvfølgelig. 

Jeg er bare træt. Rigtig træt. Træt af at når lortet går nogenlunde, kommer der et eller andet og sparker mig over benene så jeg ikke kan gå. Jeg er træt af at have den her følelse hele tiden. Det er som om jeg ikke kan komme ud af den. Hvorfor? Min far er ikke hjemme - igen. Jeg er alene fra nu af og til på søndag. Og ja, det kan da være meget rart at være alene hjemme. Men det er konstant. Det bliver for meget. Men igen, det er mit eget valg. Jeg kunne også bare tage hen til Brønshøj, put on a fake smile, og lade som om alt var fint. Alt er ikke fint. Jeg kunne også tage til Helsinge og bo sammen med en masse larmende børn. Børn som går mig på nerverne, som ikke er til at styre. 

Jeg har altid haft det fint med mine forældre er skilt. For så fik jeg dem endelig for mig selv. Men sådan fungerer det ikke. Mor får ny kæreste, far får ny kæreste. Siden jeg var lille har jeg altid følt mig overset. Og så kan man sige "jamen din mor kører dig hele tiden alle mulige steder hen, og din far kører dig nogle gange i skole". Og ja det værdsætter jeg da. Men jeg savner, jeg mangler den kærlighed fra min mor og far. Jeg ved de holder af mig. Jeg ved de elsker mig, og de prøver på at gøre alt for jeg får det godt igen. Det her får mig sikkert til at lyde som om jeg ikke værdsætter noget. Men det gør jeg. Men det nytter intet når far aldrig er hjemme, bruger al sin tid på sin kæreste, på hendes børn. Det nytter intet når mor konstant er vred på mig. Konstant smider mig ud af sit hjem. Det nytter intet når mor siger det ene og far siger det andet. Lyver mine forældre over for mig eller hvad? Og for at være ærlig, tror jeg slet ikke jeg har taget skilsmissen så nemt som jeg siger. "Du har klaret skilsmissen så godt!" sagde alle fra min familie. Og ja, i starten da jeg var 13. Men det er ligesom at når du bliver ældre og lortet ikke fungerer, så skal den skilsmisse der ellers er gået fint, komme ind og ødelægge endnu mere. Jeg ved min blog er depri, jeg ved min tumblr er depri. Men lige nu er jeg bare ikke glad. Jeg er så fortvivlet. Min mormor ryger ind og ud af hospitalet pga en kronisk sygdom. Jeg er bange. Jeg er så bange. Det er min mormor. Min elskede, dejlige mormor. 

Den her december har været den dårligste december nogensinde. Jeg er slet ikke i julehumør. Jeg har ingen gaver købt. Folk omkring er så glade og forelsket. Og jeg? Ja jeg sidder bare foran en skærm og fortæller om hvordan jeg har det. Og hvad med nytårsaften? Hvad vil der ske der? Bare den her måned har været så slem, så hvad med nytårsaften? Jeg ber og håber til at 2013 bliver meget bedre. Af hele mit hjerte. Jeg er træt af at have det sådan. Jeg er træt af min far skal hive mig op af sengen, for ellers bliver jeg bare liggende. Jeg er træt, jeg har ingen appetit, jeg løber væk fra aftaler fordi jeg er bange for at binde mig. De er ikke den person jeg vil have de skal være. Og det irriterer mig. Det kan sgu da ikke være rigtigt. Jeg ved jeg har det meget bedre end så mange andre. Det er jeg fuldstændig klar over. Men jeg havde brug for at få tingene ud. For jeg føler ikke jeg kan formulere mig med ord. Over for nogen som helst. Jeg vil bare gerne være mig igen, jeg vil bare spole tiden halvandet år tilbage, gøre det hele om. Det her har ødelagt mig som intet andet har gjort. Undskyld