(Der er ubehagelige billeder nederst, det er bare så du er forberedt)
Titlen siger det meste. Har haft. Jeg kan nu endelig sige at jeg er rask for spiseforstyrrelse - men.. Der vil altid være varige mén jeg skal leve med, desværre. Jeg har haft spiseforstyrrelse i snart 5 år, men desværre starter den for det meste når man er barn. Jeg var overvægtig som lille, og jeg kan ikke mindes om hvor mange gange mine forældre har tvunget mig ned på vægten hver mandag morgen for at se om jeg havde tabt mig. Og det var ikke sjovt at være 12 og veje 44 kg. Jeg flyttede skole, og blev ikke mere mindet om jeg var "tyk". Da jeg startede i 8 klasse, gik jeg ikke specielt meget op i mig selv, udover min vægt. Jeg var hele tiden opmærksom på hvor meget jeg vejede. Jeg tænkte at jeg kunne begynde i fitness og spise mindre(da mine portioner var ret store). Jeg startede i fitness sammen med en gruppe venner, og det gik godt. Jeg pressede mig selv, og trænede mindst en gang om ugen - det er måske ikke meget, men det var meget for mig. Portionerne blev mindre og mindre, og tilsidst bestod min dag af én bolle. På et tidspunkt blev jeg mæt af en halv bolle. Mad blev ligepludselig farligt at spise. Jeg ville jo tage på hvis jeg spise mere, for det var jo det der var sket tidligere. Ingen lagde mærke til noget, og det var perfekt. Jeg kunne helt selv styre mit indtag af mad, da min far tit havde sent fri fra arbejde og jeg selv skulle lave aftensmad. Nu skal det ikke virke som om mine forældre er lort og ikke ser at deres datter sulter sig selv, men jeg løj konstant. "Ja jeg har spist" eller "Jeg spiser hos en veninde". Tit gik jeg lange ture ved middagstid så jeg kunne undgå aftensmaden. Jeg startede i 9 klasse, og drenge blev ligepludselig set som kæreste potentiale i stedet for mates. Jeg måtte tabe mig mere. Jeg fik en kæreste, som holdt i en måned og der gik det op for mig at jeg skulle tabe mig endnu mere. Fra 8 klasse hvor jeg vejede 68 kg, til 9 klasse hvor jeg var nede på 54 i November. Så fik jeg en ny kæreste, og han reddet mig - for en stund. Jeg begyndte at spise igen, i hvert fald mere. Jeg kunne ikke gå en tur når jeg skulle spise hos hans forældre, men jeg prøvede at skjule det så godt så muligt. Det eneste jeg vidst sagde var "at jeg havde problemer med mad". Når vi havde spist meget mad gik jeg i al hemmelighed ud og kastede op, og det vidste kun en, til den dag i dag. Vi havde et rigtig godt halvt år sammen, men naturligvis holder folkeskole loveren aldrig. Vi slog op og så gik det ned af bakke. Jeg fik at vide(den dag vi slog op) at jeg havde en delle. Det var i sød mening, selvfølgelig, men det sagde klik i mig. Han slog op med mig fordi jeg var tyk. De første 3 dage sov jeg, spiste intet. Jeg ventede bare til jeg kunne starte i gymnasie og komme op på benene igen. Men det præcist modsatte skete. Jeg startede, fandt en fantastisk gruppe mennesker, men konstant tænkte jeg på hvad jeg indtog. Jeg blev mere og mere sløv, og kunne ligepludselig fysisk mærke at jeg fik det dårligt. Jeg havde kvalme nærmest 24/7 fordi min krop havde brug for mad. Jeg kan huske jeg spiste en chilibagel hver dag, og når jeg havde valgt at spise sådan en, måtte jeg ikke få aftensmad. Det var en selvfølge. Jeg boede igen hos min far, i hans lejlighed og han var aldrig hjemme, pga hans kæreste. Igen, jeg havde fuld frihed til at florer min spiseforstyrrelse i smug. Ingen vidste noget, ikke engang mine bedste veninder. Jeg havde holdt det hemmeligt i flere år. Jeg vejede 48 kg, og mit mål var 44 - ligesom da jeg var 12. Men grunden til jeg tabte mig og vejde 42,3 tilsidst, var kun på grund af den ene lille, lorte kommentar "Du har en delle". I et år prøvede jeg at tabe mig for min exkæreste, i håb om han ville tage mig tilbage hvis jeg blev tynd. Det er måske en fuldstændig syg tankegang i dit hoved, men når man har en spiseforstyrrelse, fylder den 100% af din hverdag. Jeg tænkte på det konstant. Hele tiden, det kunne slet ikke forlade mit hoved. Jeg begyndte at pjække fra skole, fordi når jeg så mig selv i spejlet om morgnen, brød jeg fuldstændig sammen i gråd over hvor tyk og fed jeg var. Mine forældre opdagede i oktober/novemeber at min adfærd ændrede sig, jeg tabte mig ret hurtigt - jeg kunne tabe mig 1-2 kg på en uge ved at spise intet, og så når jeg spiste tog jeg det hele på igen. Jeg havde ingen energi, jeg frøs hele tiden og det gjorde ondt at sidde ned. Mine forældre tog mig til psykolog, og efter 2 samtaler fortalte hun mine forældre at jeg havde en spiseforstyrrelse. De blev meget chokerede og havde aldrig troet det ville ske for mig - jeg elsker jo mad. I starten proppede de mad i mig, og jeg skulle hele tiden spise, hvilket resulterede i jeg begyndte at kaste det hele op. Jeg kunne ikke leve med mig selv hvis jeg skulle spise så meget, og de er måske helt ude at skide når man høre det, men jeg kunne ikke være i min krop, jeg sad konstant og kiggede på min mave og ben i spejlet. Da jeg vejde 42,3 synes jeg aldrig jeg havde været tykkere. Jeg havde lyst til at begå selvmord, ingen kunne jo elske sådan en fed pige som jeg, ingen ville jo have noget at gøre med mig. Jeg endte med at skabe et stort had til mig selv. Jeg blev i slutningen af november opereret for mandler, og det fodrede bare min spiseforstyrrelse endnu mere. Jeg kunne ikke spise i flere dage, og blev indlagt 2 gange efterfølgende fordi det gik op. Jeg kunne intet spise. Jeg nød det, og følte at nu var altid endelig godt....
Du skal hele tiden tænke på, en spiseforstyrrelse fucker dig op. Din egen person bliver sat til side, og så sidder der en lille djævel og konstant minder dig om du er tyk, fed, uduelig, klam, ulækker, grim, floppet, slasket og hvor stor du er. Jeg tabte mig ydeligere og tilsidst kunne jeg ikke komme op om morgnen fordi jeg var så dehydreret og underernæret(Jeg mistede også halvanden liter blod, så det hjalp bestemt ikke på det). Mine forældre troede jeg var på stoffer fordi jeg havde svært ved at reagere når de snakkede til mig. Jeg var helt rundt på gulvet og kunne ikke finde hoved i hale. Til og med havde jeg også en slem depression, så i kan godt se mine forældre har været total magtesløse i den situation. Der er mange ting jeg ikke har tænkt mig at sige her da det er for personligt, men jeg var rigtig tæt på at dø - hvis man kan sige det sådan. Og en af de værste ting var at jeg måtte konstant lyve over for mine venner som hele tiden spurgte hvorfor jeg var i skole. Alt blev ligegyldigt, undtagen min exkæreste. Det blev jul og og nytår, og jeg måtte ikke gå ud nytårsaften fordi jeg i decemeber konstant besvimede. Jeg kunne intet. Mit liv var fuldstændig styret af spiseforstyrrelsen, og jeg kunne ikke leve et normalt liv. Hele tiden blev jeg overvåget, jeg måtte aldrig være alene, jeg måtte ikke gå til fester, jeg måtte ikke være sammen med mine venner(fordi jeg kunne lyve om jeg havde spist).
Det gik op for mig at sådan skulle det ikke være. Jeg kunne ikke leve sådan et liv mere, jeg kunne ikke huske følelsen af glæde. Jeg besluttede mig for at ændre på det. Og vidste det ikke ville være nemt.
Jeg begyndte at ryge hash, og opdaget det fik mig til at spise. I starten kunne jeg få super dårlig samvittighed og gøre dumme ting mod mig selv, når jeg havde indtaget den mængde mad. Men på samme tid opdaget jeg at jeg fik mere energi, mere gå på mod og kunne begynde at komme i skole igen. Jeg skulle veje 54kg når vi skulle til Prag, og jeg vejede det også. Maden var stadigvæk en stor forhindring men det gik fremad. Jeg fik en god madpakke med, og livet så lysere ud. Da jeg røg hash var jeg i skole hver dag fra januar til slut 1.g.
Det gav mig livet tilbage, selvom det lyder helt mærkeligt. Og derfra gik det kun opad med spiseforstyrrelse. Den blev mindre og mindre, og madelskeren kom mere og mere frem. Jeg får nu i dag aldrig dårlig samvittighed når jeg spiser, og jeg nyder mad mere end noget andet nu. Det er så rart at kunne spise igen.
Men selvfølgelig slipper en spiseforstyrrelse aldrig en. Den vil altid sidde i baghovedet. Og desværre i dag har det også givet mig udfordringer. Når jeg ikke får morgenmad, frokost eller aftensmad får jeg ekstrem kvalme. Jeg kan også tabe mig helt sindssygt på få dage hvis jeg ikke får mad, hvilket ikke er godt på nogen måder. Men jeg er glad igen. Og jeg har det godt.
Det her er et meget personlig indlæg som jeg har brugt meget tid på, og virkelig overvejet om jeg skulle poste. Men jeg er nået til et kapitel i mit liv hvor jeg er ovre det, og kan dele min historie med andre - for hvis du føler du er på vej ind i en spiseforstyrrelse, eller kan se ændringer i din ven/venindes adfærd med mad, så sig det med det samme til forældrene. Det kan stoppes før det forsent - for spiseforstyrrelser er kun ude på en ting: og det er at dræbe dig i sidste ende. Jeg håber folk kan se at det ikke er det værd at tabe sig på den måde. Jeg måtte droppe ud af gymnasiet, og nu får jeg ikke den stx studenterhue jeg altid har drømt om. Men det handler at acceptere hvor jeg står nu, og det er jeg ligeså småt begyndt på. Jeg kan ikke de ting som jeg kunne for 5 år siden, men jeg har til gengæld lært en hel del om mig selv, og mine følelser.
