Dem der læser min blog, selvom det ikke er mange, bliver jeg nød til at åbne op. Jeg bliver nød til at komme ud med det jeg har holdt inde i 3 uger. Så kan i dømme mig alt det i vil, sige jeg er åndsvag, cheesy osv. Folk der ikke har prøvet det, kommer nok til det. Men det er noget af det værste.
Jeg snakker om Anders. Og hvis du ikke gider at læse et langt indlæg om hvordan jeg har det, så stop med at læse nu. For har ikke brug for folk dømmer mig, jeg har ikke brug for folk der siger "kom nu videre".
Ja jeg er kun 16. Men som 15 årig i julen mødte jeg jordens dejligste dreng. Ja, i har sikkert læst historien, og hørt om det hele. I starten var det bare hyggeligt lige at have en kæreste man kunne kysse og kramme. Vi var ikke så tit sammen, kun i weekenderne. Jeg havde nogle venner i Solrød jeg snakkede meget med, og snakkede meget om, og kunne godt mærke på Anders at det ikke var sjovt at høre på. Men jeg var ikke vant til en der ville have mig for sig selv. Jeg var ikke vant til en der ville sige alt til mig, græde foran mig, kramme mig når jeg var ved mit allerværste. Vi havde det hyggeligt, men vi snakkede ikke så meget sammen. Vi kendte ikke hinanden så godt. Når vi gik hjem fra skole, sagde vi intet til hinanden, men holdte bare i hånden. Jeg synes det var virkelig akavet, men jeg kunne rigtig godt lide ham. Efter Anders tog til Italien i 9 dage, skete der noget. Det var som om vi kom tættere på hinanden. Og jeg kom tættere på Anders' familie. De har altid været så søde mod mig, altid budt mig hjem til dem, altid været der. Kørt mig til Helsinge når jeg ikke kunne komme hjem, og taget mig med i biografen en million gange.
Vi fik det stærkeste bånd nogensinde, og det var us against the world. Ingen kunne tage hinandens pladser, og vi mente begge det var "ment to be". Men alt varer ikke evigt.
Jeg har selv haft mine tvivl på vores forhold, men altid bare holdt ud, for jeg vidste at han var the one. Og vi havde vores skænderier, men efter vores pause, løste vi dem med det samme. Det var ikke noget med at sidde over skype og skændtes, indtil den ene gav sig. For både Anders og jeg har temperament.
Efter 3 uger er jeg stadigvæk ked af det. Savner ham stadigvæk, og føler jeg mangler en kæmpe del af mig selv. I starten græd jeg meget over at jeg aldrig skulle holde om ham igen, at jeg aldrig skulle kysse ham igen. At vi aldrig skulle ud på vores små sjove ture, og bare fjolle. At jeg aldrig mere havde en person jeg kunne fortælle alt til, uden at han blev træt af at høre på mig. At jeg aldrig mere skulle sidde i en biograf og kigge ind i hans øjne og kysse ham, så vi ikke så halvdelen af filmen. At jeg aldrig mere skulle i sommerhus med ham. Bare at han aldrig mere var min. Jeg har aldrig været så ked af det før, så tom.
Og der er sikkert mange der ikke forstår. Fordi de ikke har prøvet det, eller fordi de ikke vidste hvordan jeg havde det med Anders. Jeg ved at jeg kommer over ham. Jeg ved at jeg kommer til at finde en anden, som kan passe på mig, og som vil gøre det samme. Lige nu er jeg bare et sted, hvor der ikke findes følelser for nogen anden. Et sted hvor jeg ikke har lyst til at gå ud og have det sjovt med drenge. For Anders render rundt i mit hoved, og vil gerne have ham ud.
Og nej, jeg vil aldrig nogensinde glemme ham. For det kan godt være han er den der har såret mig allermest i hele verden. Men han er også den person jeg fortalte alt til, og den person der gjorde mit liv til noget jeg nød. Han har løftet mig op 100 gange, og selvom jeg er gået 1000000 gange fra hans hus fordi jeg har været fustreret og vred, har jeg også gået 1000000 gange tilbage, for han var den eneste som kunne få mig til at smile igen.
For vi kunne alt. Vi kunne gøre hvad vi ville.
Men Anders er et kapitel i mit liv, jeg aldrig glemmer. Jeg vil altid se tilbage på det gode, og glemme det dårlige. For han har sat sine spor, og fået mig til at indse at tingene er ikke altid som man gerne vil have dem. At jeg bliver nød til at ofre mig. Han lærte mig at bare fordi min mor smed mig ud, betød ikke at jeg skulle give igen. Det var for at indse jeg ikke kunne køre det spor længere. At jeg blev nød til at tage mig sammen. Jeg ved godt at jeg ikke får ham tilbage. Det ved jeg. Selvom det er heartbreaking, bliver jeg også nød til at indse det. At jeg ikke bare kan ringe når jeg har brug for hjælp. At jeg ikke bare kan komme til ham når jeg er ked af det mere. Det er et savn jeg vil have i lang tid. Og ja, Anders har været dum på mange punkter, men han har fandme også være den bedste på alle punkter! Ja, jeg savner ham inderligt. Men jeg kommer videre. Det ved jeg.
Og Anders, hvis du læser det her, håber jeg du vil forstå. Selvom du har såret mig en hel del efter vi slog op, har du også hjulpet mig meget. Og du vil altid være i mit hjerte. Jeg vil aldrig nogensinde glemme dig.
.jpg)
.jpg)
