 |
| Where it all began |
Jeg ved jeg har skrevet utallige indlæg om Anders. Om hvor meget jeg elskede ham, hvor sur jeg var på ham, hvor ked af det jeg har været. Jeg har snakket rigtig meget om det, fordi hvis jeg holdte det for mig selv ville jeg sidde derhjemme i min mors arme, og græde hele aften. De her måneder har nok været de underligste måneder i mit liv. Jeg kan ligeså godt være ærlig, det har været den værste sommerferie nogensinde. Lige nu sidder jeg og hører "Your Song". Jeg har ikke rigtig nogle ord. Jeg har bare brug for at komme ud med det sidste. Jeg har brug for at få tømt det hele væk. Jeg har været så ked af det, at ingen fatter det. Og ja, jeg ved det kommer til at ske igen. Det forhindrer mig dog ikke i at finde en anden. For at have en kæreste, at have en man trygt kan komme til hvis man er helt ude at skide, eller bare er rigtig ked af det. Mine følelser omkring Anders? Jeg ved det ikke. Jeg gider ikke at udstille ham her. Lige efter vi ikke var sammen mere, var de værste måneder i mit liv, pt. Alle de gange han kom forbi mig, for vi skulle snakke, havde jeg altid lyst til bare at kysse ham. Og være ligeglad med hvad han gjorde eller sagde. Det svært at forstå. Jeg har været forelsket ja. Men aldrig nogensinde så voldsomt. 2 uge Anders og jeg var kærester, gik jeg hjem og græd fordi jeg var så glad men sammen tid skræmt. Overvejede endda at slå op.
Anyways. Efter ugerne blev til måneder, var jeg ikke lige så ked af det som i starten. Men jeg kæmpede hver dag for at lade vær med at skrive. Det gik så af helveds til. Jeg har hatet på ham til mine bedste veninder, og de har været der for mig 100p. Jeg har siddet og grædt i min venindes arme, ja selv i en fra min klasses arme(Emilo, tusind tak). Jeg har svært ved at beskrive hvad jeg er ked af. Hvad der går mig på. Om det er vores 1000 skænderier, om det er fordi jeg savner ham, eller fordi jeg savner en kæreste? Savner jeg måske bare minderne? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke skrevet med ham i lang tid, da det var en aftale, men det crashede så, da jeg kom til at ringe til ham på FaceTime, ikke med vilje. Så skrev han. Lad mig sige det gik helt galt. Vi kan ikke finde ud af det mere. Vi er helt ude at skide. Vi bliver nok aldrig venner mere, eller noget. Ja, det bliver "Ja, ved hvem det er" ish.
Da jeg mødte Anders, facede jeg en masse problemer, ingen vidste noget som helst om. Men han fik mig tilbage. Og alligevel fået mig ned igen. Han har trampet godt og grundigt på mig, og det samme har jeg med ham. Vi er lige gode om det. Jeg ville bare ønske at det ikke skulle være sådan. Men det er svært, og jeg mener det sværeste nogensinde, at elske en dreng højere end noget andet, og så vide at han faktisk ikke kan lide en. At i hans sms'er udtrykker at jeg faktisk bare er en stor lort, som ingen kan lide.
Efter en stor sviner sms til mig, havde jeg ligesom fået nok. Jeg kunne ikke græde over det mere. Sad mere og grinte over det forsatte. At jeg fik alle de ting afvide. For ærlig talt? Ved jeg godt at intet at det der blev skrevet er sandt. Det er skrevet i fustration eller vrede. Nej det er ikke tilgivet, for det var noget pretty fucking sad things der blev skrevet. Men jeg orkede ikke mere. Bagefter får jeg en sms jeg har tænkt over siden jeg fik den. Og nu sidder jeg her, med te, marsbar og tænker på "Nymfe".
Anyways. Efter ugerne blev til måneder, var jeg ikke lige så ked af det som i starten. Men jeg kæmpede hver dag for at lade vær med at skrive. Det gik så af helveds til. Jeg har hatet på ham til mine bedste veninder, og de har været der for mig 100p. Jeg har siddet og grædt i min venindes arme, ja selv i en fra min klasses arme(Emilo, tusind tak). Jeg har svært ved at beskrive hvad jeg er ked af. Hvad der går mig på. Om det er vores 1000 skænderier, om det er fordi jeg savner ham, eller fordi jeg savner en kæreste? Savner jeg måske bare minderne? Jeg ved det ikke. Jeg har ikke skrevet med ham i lang tid, da det var en aftale, men det crashede så, da jeg kom til at ringe til ham på FaceTime, ikke med vilje. Så skrev han. Lad mig sige det gik helt galt. Vi kan ikke finde ud af det mere. Vi er helt ude at skide. Vi bliver nok aldrig venner mere, eller noget. Ja, det bliver "Ja, ved hvem det er" ish.
Da jeg mødte Anders, facede jeg en masse problemer, ingen vidste noget som helst om. Men han fik mig tilbage. Og alligevel fået mig ned igen. Han har trampet godt og grundigt på mig, og det samme har jeg med ham. Vi er lige gode om det. Jeg ville bare ønske at det ikke skulle være sådan. Men det er svært, og jeg mener det sværeste nogensinde, at elske en dreng højere end noget andet, og så vide at han faktisk ikke kan lide en. At i hans sms'er udtrykker at jeg faktisk bare er en stor lort, som ingen kan lide.
Efter en stor sviner sms til mig, havde jeg ligesom fået nok. Jeg kunne ikke græde over det mere. Sad mere og grinte over det forsatte. At jeg fik alle de ting afvide. For ærlig talt? Ved jeg godt at intet at det der blev skrevet er sandt. Det er skrevet i fustration eller vrede. Nej det er ikke tilgivet, for det var noget pretty fucking sad things der blev skrevet. Men jeg orkede ikke mere. Bagefter får jeg en sms jeg har tænkt over siden jeg fik den. Og nu sidder jeg her, med te, marsbar og tænker på "Nymfe".
Ligenu, kan jeg rigtig godt lide en person. Men er bange for at jeg er "friendzoned" hvilket jeg ved gud ikke håber, da jeg endelig er faldet for en person, "naturligt" og ikke tvunget mig selv til at skrive til ham. Men det er stadigvæk svært, for ved at det ikke kommer til at blive det samme. For Anders og jeg havde noget helt specielt. (Når vi i idræt sagde til Alain at vi ikke kunne være med, og derefter spillede fodbold i den anden hal, kun os 2, fjollede rundt, og hoppede oven på hinanden)
Undskyld indlægget. Det er nok det sidste der kommer med Anders. For nu er jeg videre. Nu kan jeg endelig se på billeder af ham og jeg, uden at sidde og tude. Jeg kan gå ind i min mobiloverførelser på facebook, se et billede af Anders stå med hånden op i en kylling(første gang jeg skulle møde hans forældre, nervøs as fuck) og grine af det. For det skal ikke slettes. Det er for priceless. Men jeg må hellere gå i seng. Jeg er træt, skal i skole i morgen, og skal lave fysik med Anders(Den anden, så forvirrende). Så i må sove godt peeps. Jeg ved det er nedern at høre på det her hele tiden. Men hvis i vidste hvor ondt det kan gøre
Undskyld indlægget. Det er nok det sidste der kommer med Anders. For nu er jeg videre. Nu kan jeg endelig se på billeder af ham og jeg, uden at sidde og tude. Jeg kan gå ind i min mobiloverførelser på facebook, se et billede af Anders stå med hånden op i en kylling(første gang jeg skulle møde hans forældre, nervøs as fuck) og grine af det. For det skal ikke slettes. Det er for priceless. Men jeg må hellere gå i seng. Jeg er træt, skal i skole i morgen, og skal lave fysik med Anders(Den anden, så forvirrende). Så i må sove godt peeps. Jeg ved det er nedern at høre på det her hele tiden. Men hvis i vidste hvor ondt det kan gøre
godnat alle sammen. you guys are awesome
Ingen kommentarer:
Send en kommentar